top of page
  • Forfatters billedeMathias Fischer

Bekæmper skrald ved Vesterhavet: Projektdeltagere lærer om affald i naturen

I en hel uge har FGU Midtjylland på skolen i Viborg haft "Skraldeuge," hvor der har været undervisning om affalds skadelige virkning for naturen. Deltagere fra Uddannelse til grønne job er blandt de elever, der blandt andet har fået indsigt i omfang og løsningsmuligheder på forureningsproblemerne. Og så har de selv gjort en aktiv indsats for en renere natur ved at tage på "skraldetur" til Nørre Vorupør, hvor de samlede skrald på strandene ved Vesterhavet.

Foto: FGU Midtjylland

Hos FGU Midtjylland dedikerede de, i april 2024, en hele uge til at fokusere på og lære om skrald i naturen. Uge 15 var "skraldeuge," og 23-årige Andreas Rasmus Bonde, der deltager i Uddannelse til grønne job, var en af de elever, der blev klogere på naturens affaldsudfordringer.


"I skraldeugen skulle vi blandt andet ud at se, hvordan miljøet havde det, og hvor meget affald der

egentlig lå i naturen. Der lå faktisk overraskende meget, så der er mange, der smider affald i naturen stedet for at bruge skraldespandene, siger Andreas Rasmus Bonde, elev på FGU Midtjylland i Viborg og deltager i Uddannelse til grønne job.

Andreas Rasmus Bonde går på Byg, Bolig og Anlægs-linjen på FGU Midtjylland i Viborg. Foto: FGU Midtjylland.

Hos FGU Midtjylland vil de med skraldeugen gøre deres elever mere bevidste om naturens skraldeproblemer - og løsningerne herpå.


"I skraldeugen har eleverne lært om løsninger på skraldeudfordringerne - både i teori og praksis. Vi har blandt andet haft fokus på plastik i naturen og verdenshavene. Vi har også givet de unge indsigt i omfanget på forureningsproblemerne. Samtidig ønsker vi at promovere grøn ansvarlighed overfor de unge," siger Peter Schmidt Andreasen, underviser hos FGU Midtjylland i Viborg.


Skraldetur til Vesterhavet

Et af skraldeugens højdepunkter var en "skraldetur" med bus til Nørre Vorupør og Vesterhavet. Ved havet skulle der samles affald, så eleverne kunne opleve skraldeudfordringerne i naturen med egne øjne - og få mulighed for at gøre en indsats ved selv at indsamle skraldet.


"Vi fik fyldt overraskende mange skraldesække med affald. Når man gik en lang tur langs stranden, kunne man godt fylde en skraldesæk med kapsler, dåser og så videre, som folk ikke har gidet at tage med sig," siger Andreas Rasmus Bonde.

Ved Vesterhavet blev der flittigt samlet skrald. Foto: FGU Midtjylland.

For Andreas var det en god temauge, og han er blevet både klogere og mere bevidst om, hvor skidt affald, skrald og forurening er for naturen.


"Skraldeugen har givet en større indsigt i, hvor meget skrald egentlig skader naturen og forurener. Det var en interessant uge, og jeg kunne især godt lide turen til Vesterhavet. Vi samlede affald, og samtidig gik vi og hyggede os, hørte musik, og snakkede," siger Andreas Rasmus Bonde.


Andreas er glad for naturen, og han vil gøre sit for at passe godt på den.


"Jeg har især lært at tænke over, hvor vigtigt det er at få affald smidt i skraldespanden," siger han.


Andreas nyder at være med i Uddannelse til grønne job

Til dagligt - når der ikke er skraldeuge - går Andreas Rasmus Bonde på Byg, Bolig og Anlæg på FGU Midtjylland i Viborg. Samtidig er han en af de unge projektdeltagere i Uddannelse til grønne job, og han nyder at være en del af projektet.


"Jeg kan godt lide at være med i projektet, og jeg bliver motiveret til at passe på naturen."


De arbejdsmæssige fremtidsdrømme er også ved at tage form for den unge mand. Også her er naturen i fokus.


"Jeg vil gerne arbejde med træ. Jeg er endnu ikke sikker på, om det skal være som tømrer, eller som snedker, men jeg vil gerne arbejde med træ, og jeg elsker duften af træ," siger Andreas Rasmus Bonde.

8 visninger
bottom of page