top of page

Uddannelsesprojekt blev fejret - nærmer sig afslutning

  • Forfatters billede: Mathias Fischer
    Mathias Fischer
  • 12. dec. 2025
  • 3 min læsning

Torsdag den 20. november 2025 havde Projekter imidt inviteret projektpartnere fra Uddannelse til grønne job til en bid mad og et glas bobler for at markere, at projektet nærmer sig sin afslutning - og for at takke for godt samarbejde. Håndværkskollegiet i Herning lagde rammer til en dejlig dag, der blandt andet bød på rundvisning på kollegiet og præsentation af resultater fra projektet.

Afslutningsarrangementet i Uddannelse til grønne job blev afholdt i skønne rammer på Håndværkskollegiet i Herning.
Afslutningsarrangementet i Uddannelse til grønne job blev afholdt i skønne rammer på Håndværkskollegiet i Herning.

Den stod på hyggeligt samvær, oplæg, og interessante projektsnakke, da projektpartnere fra Uddannelse til grønne job, torsdag den 20. november 2025, var samlet til afslutningsarrangement på Håndværkskollegiet i Herning.


Fra Projekter imidt bød projektleder, Helle Gammelgaard, og projektkonsulent, Morten Nørgaard, vores gode partnere fra FGU Midtjylland og FGU Midt-Vest velkommen i kollegiets smukke rammer for at samle op på Uddannelse til grønne job, som efterhånden synger på sidste vers - og for at sige tak for det gode samarbejde.


"Det var en rigtig god dag på Håndværkskollegiet i Herning, som er et sted for håndværkerlærlinge, og hvor der bliver gået op i det gode håndværk og inkluderende fællesskaber - meget i tråd med vores projekt. Derudover var det skønt at kunne byde vores projektpartnere velkommen i fantastiske arkitektoniske rammer," siger Helle Gammelgaard, projektleder i Uddannelse til grønne job hos Projekter imidt.



Tapas-hygge, rundvisning og faglige oplæg

Dagen i Herning bød blandt andet på hyggeligt samvær over et glas bobler og lækre tapas, og så var der rundvisning ved Håndværkskollegiets forstander.


"Forstanderen, Flemming Moestrup, viste rundt og talte om dannelse og udvikling af de unge lærlinge på kollegiet. På kollegiet er der blandt andet bemandende værksteder, så når de unge kommer hjem fra skole eller lærepladser, så kan de arbejde ude i værkstederne - alt sammen for at promovere og skabe gode rammer for håndværksfagene. Det var super interessant og meningsfuldt for vores projektpartnere at blive vist rundt i sådanne rammer og høre om tilgangen," siger Helle Gammelgaard.


Dernæst fremlagde projektkonsulent Morten Nørgaard fund fra evalueringen af projektet med fokus på, hvad vi har lært, samt hvordan denne viden kan anvendes i fremtiden, og Projekter imidts nu tidligere medarbejder, Victor Stés, holdt et online-oplæg på en linje fra Hamborg og præsenterede resultater fra samtaler med projektets unge ud fra dialoghjulet, som er et værktøj, der er blevet udviklet i forbindelse med Uddannelse til grønne job for at kunne måle på projektdeltagernes udvikling.



Projektpartner havde inspirerende afslutning

Kvalitets- og udviklingsleder hos FGU Midtjylland, Stephan Ring Nielsen, var blandt projektpartnerne, der var mødt op i Herning for at være med til afslutningsarrangementet og runde projektet af.


"Det var en god afslutning på et godt samarbejde og et spændende projekt at være med i, siger Stephan Ring Nielsen, Kvalitets- og udviklingsleder hos FGU Midtjylland.


Stephan satte især pris på at mødes i rammer, der satte tanker i gang.


"Det var godt at mødes i interessante rammer og i et miljø, der inspirerede og fik en til at drømme lidt om, hvordan fremtidige uddannelsesinstitutioner også kan se ud indenfor vores område," siger han.


Stephan har været glad for det tætte, faglige samarbejde og den sparring, der har givet en kollegial følelse blandt de involverede i projektet og har været med til at drive projektet fremad.


"Vi har arbejdet tæt og godt sammen, og det er lidt vildt, at et treårigt projekt er ved at være slut," siger Stephan Ring Nielsen og slår fast:


"Det har været godt for os at være med i det her projekt."

bottom of page