top of page
  • Forfatters billedeMathias Fischer

Grundfos vil vise projektdeltagere den grønne vej

Opdateret: 1. sep. 2023

Grundfos deltager som fyrtårnsvirksomhed i Uddannelse til grønne job. Her skal virksomheden være med til at inspirere og motivere de unge projektdeltagere til at tage en erhvervsuddannelse - og på den måde medvirke til at øge arbejdsstyrken til den grønne omstilling.

Grundfos' hovedkvarter i Bjerringbro. Foto Grundfos.

Grundfos deltager i Uddannelse til grønne job som fyrtårnsvirksomhed i projektet. Det betyder, at Grundfos skal være med til at inspirere og motivere de unge FGU-elever og vise dem grønne uddannelses- og jobmuligheder.


"Det er et fantastisk projekt. Man skal hjælpe, hvor man kan hjælpe. Og hvis vi kan hjælpe nogle unge mennesker med at finde deres rette hylde, så har vi gjort en forskel, og det kan vi godt lide," siger Henrik Hermann, skolevirksomheds ansvarlig hos Grundfos og medlem af Advisory Board i Uddannelse til grønne job.


Helt konkret vil Grundfos blandt andet bidrage i projektet ved at holde åbent hus og vise de unge projektdeltagere, at der er mange veje, de kan gå for at få et godt og spændende arbejde, der samtidig gavner den grønne omstilling.


"Det handler om at komme ud på arbejdspladsen og se, hvad der er af karrieremuligheder derude. De unge skal ud at se og opleve med alle sanser, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads, og hvad der er af muligheder for dem, så man kan give dem en vision og en motivation til at gå en bestemt vej," siger Henrik Hermann.


Åbent hus hos Grundfos

Når FGU-eleverne, der deltager i Uddannelse til grønne job, kommer på besøg hos Grundfos, skal de have en opdagelsesrig dag og stof til eftertanke.


"Når de kommer, skal de have en præsentation af virksomheden, hvad den laver, hvilken DNA der ligger i Grundfos og hvilke karrieremuligheder, der findes på Grundfos."


De unge får en rundvisning på Grundfos-centret i Bjerringbro, hvor de skal se de mange faciliteter samt selve fabrikken og produktionsafdelingen. Og så skal de møde andre unge på Grundfos, der er godt i gang med en uddannelse.


"Vi skal over i vores erhvervsuddannelsesafdeling og møde nogle lærlinge og snakke med dem og høre, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse, og hvad vil det sige at være i lære på Grundfos - både fagligt, men så sandelig også socialt, da det er vigtigt for at trives på sin arbejdsplads," siger Henrik Hermann.


Efter en dag med mange indtryk hos Grundfos skal de unge gerne gå derfra med lyst til at forfølge grønne beskæftigelsesmuligheder.


"Først og fremmest skal besøget på Grundfos inspirere de unge. De skal vide, hvad det er, der gør Grundfos til en grøn virksomhed. Derudover skal de gerne synes, at Grundfos er et rart sted at være for virksomhedens medarbejdere. Og så skal de få lyst til at uddanne sig i en bæredygtig retning fremadrettet," siger Henrik Hermann.


Grundfos vil hjælpe, hvor de kan

Deltagelsen i Uddannelse til grønne job ligger lige til højrebenet for Grundfos. Hos den danske virksomhed er der nemlig stort fokus på at tage ansvar i samfundet og hjælpe, hvor der er brug for det.


"Vi vil gerne være med, fordi vi er en grøn virksomhed, og vi synes, bæredygtighed på alle parametre er vigtig. Både økonomisk-, social- og klimamæssig," siger Henrik Hermann.


Grundlæggende ønsker Grundfos at sætte positive spor i den verden, der omgiver dem.


"Vi har et socialt ansvar og vil gerne hjælpe både globalt og lokalt. Grundfos har et stort hjerte for mennesker, der måske ikke har helt de samme vilkår som andre. Vi har blandt andet en kæmpe fleksafdeling i Grundfos med medarbejdere lidt på kanten af arbejdslivet, som vi hjælper i arbejde," siger Henrik Hermann.


I Uddannelse til grønne job håber Henrik Hermann, at Grundfos kan hjælpe de unge FGU-elever godt videre.


"Hvis vi kan være med til at skubbe nogen i den - for dem selv - rigtige retning, så betyder det meget for Grundfos."


Fakta om Uddannelse til grønne job

Uddannelse til grønne job er et 3-årigt EU-projekt, der skal sikre en veluddannet arbejdsstyrke til den grønne omstilling.


Projektet støtter 180 sårbare unge i et sammenhængende forløb fra visitering på FGU til fastholdelse på EUD.


Det særlige ved projektet er, at de unge tilknyttes en fast kontaktperson, at indsatserne tilrettelægges ud fra den enkelte unges behov og interesser, og at der fokuseres på hele den unges liv – også i fritiden.


17 visninger
bottom of page